Indkøbskurv

0 vare(r) - 0,00 DKK
Din indkøbskurv er tom!

Aktiviteter

imgheader

Bededagsferie: En Dag med Thomas

11.-14. maj 2017

De fleste kender ham kun fra TV, bøger og legetøj, men på Danmarks Jernbanemuseum i Odense kan du opleve det rigtige, store Thomas Tog i virkeligheden! Danmarks Jernbanemuseum er det eneste sted i Skandinavien, hvor Thomas Tog kommer på besøg. Hvis du vil se Thomas Tog andre steder i Europa, skal du til England eller Holland. Thomas Tog kommer til Odense i bededagsferien 2017.  Arrangementet starter torsdag den 11. maj  og varer til og med søndag den 14. maj. Det er nu 10 år siden, Danmarks Jernbanemuseum første gang fik besøg af Thomas. Hvert år har han besøgt museet én gang. Det har hver gang været en stor succes med mange besøgende. Sæt et stort kryds i kalenderen. Vi glæder os til at se jer. Se mere om Thomas og vennerne på den officielle hjemmeside.

Du kan allerede nu købe billetter til Thomas Tog hos Billet.dk. Det er ikke påkrævet men anbefales. Billetter til arrangementet kan også købes på selve dagen i museets billetsalg. Er du klubmedlem, skal du ikke købe billet men bare have et armbånd i billetsalget. Se nedenfor for flere informationer.

 

Timevis af oplevelser

I lighed med tidligere år er der et stort program hver dag under Thomas’ besøg: Hver morgen kl. 9.15 byder Kontrolchefen Thomas og hans danske togveninde Hansine velkommen, hvorefter de sendes ud på dagens opgaver. Og der er nok at se til. Thomas og Hansine kører begge flere ture med børn og voksne på museets egen banestrækning. Thomas skal også holde styr på de uartige godsvogne, og undervejs er det nødvendigt med vand og ”lakridser”. Rundt på museet er der også mange andre aktiviteter. I kan lege med Thomas-legetøj, tegne, spille Thomas-spil og lytte til Thomas-historier. Minitoget kører hele dagen, og I kan komme på en lille bytur med de flotte røde veteranbusser. Detaljeret program kan ses fra medio april måned.

Entrépriser

Børn under 5 år: Gratis adgang
Børn (5-17 år): 65 kr.
Voksen: 130 kr.
Medlemmer af Museumsklubben:

Gratis adgang

Hvert medlem kan tage én voksen eller to børn (5-17 år) gratis med 

Hvor og hvornår

Arrangementet finder sted i bededagsferien fra torsdag den 11. maj til og med søndag den 14. maj 2017. Alle dage har museet åbent kl. 9.00-16.00. For medlemmer af Museumsklubben og gæster, der har købt billet på forhånd via Billet.dk, er der adgang til museet fra kl. 8.30. De skal benytte en særlig indgang. Fra kl. 8.30 er det muligt at sige godmorgen til Thomas. Han er i fuld gang med at gøre sig klar til dagens mange opgaver.

Thomas Damp minibillede Thomas Drejeskive minibille

Oftest stillede spørgsmål

Kan vi køre med Thomas Tog?

Det rigtige, store Thomas Tog er rejst hele vejen fra øen Sodor til Danmarks Jernbanemuseum. Thomas Tog kører ture med børn og voksne på museets egen lille strækning. En tur varer i alt ca. 10 minutter. Der er afgang fra perronen på Dr. Louises Station, hvortil der er udgang fra museets spor 14. Tidspunkter for kørsel vil fremgå af aktivitetsoversigten, som alle får udleveret ved ankomst til museet.

Vi har indsat ekstra vogne, så alle gerne skulle få mulighed for én tur med Thomas under deres besøg. Vi opfordrer folk til at vise hensyn ved af- og påstigning og prioritere, at det er børnene, der får en plads i toget. Der er tale om unummerede pladser. På turen vil alle børn få udleveret et certifikat, som viser, at de har kørt med Thomas. Barne- og klapvogne kan ikke komme med på kørslerne med Thomas Tog og Hansine. Vi henstiller til, at barne- og klapvogne parkeres i området særligt indrettet til dette. Området er overdækket og bemandet.

Hvem er Hansine?

Hansine er Thomas Tog's danske veninde. Hansine kører også ture på museets egen strækning. En tur varer i alt 10 minutter. Der er afgang fra perronen på Dr. Louises Station, hvortil der er udgang fra museets spor 14. Tidspunkter for kørsel vil fremgå af aktivitetsoversigten, som alle får udleveret ved ankomsten til museet.

Thomas Kontrolchef minibill Thomas Minikontrolchef mini

Kan vi møde Kontrolchefen?

Kontrolchefen har også taget fri fra sin travle hverdag på øen Sodor og er klar til at møde børn og voksne på Danmarks Jernbanemuseum. Kontrolchefen vil i løbet af dagen optræde sammen med Thomas Tog ved drejeskiven, og når Thomas skal have ”lakridser”. I er velkomne til at tage et billede sammen med Kontrolchefen.

Hvad er inkluderet i entréprisen?

Når entréen er betalt, er alle aktiviteter på Danmarks Jernbanemuseum inkl. kørsel med Thomas Tog og Hansine gratis. Vi gør opmærksom på, at kørsler, show ved drejeskiven og vand og lakridser til Thomas Tog sker flere gange i løbet af dagen. Det er op til jer, hvornår I vil deltage i de forskellige aktiviteter på museet. Detaljeret program med dagens aktiviteter og kørsler kan ses fra medio april.

Kan medlemmer af Museumsklubben komme gratis til Thomas Tog?

Har du et gyldigt medlemskort, er der gratis adgang til Thomas Tog for kortindehaver. Som voksen kortindehaver kan du også tage én voksen eller to børn (5-17 år) gratis med. Der er en særlig indgang for klubmedlemmer, der åbner kl. 8.30. Fra hovedindgangen fortsætter I forbi museet og den store glasfacade, hvor I finder jeres indgang til museet. Klubmedlemmer kan også benytte de almindelige billetindgange, der åbner kl. 9. Vi gør opmærksom på, at butikken først åbner kl. 9. Minitoget kører fra kl. 9.30, og caféen samt øvrige aktiviteter begynder kl. 10.

Thomas James minibillede Thomas Foto minibillede

Hvordan bliver man medlem af Museumsklubben?

Du kan blive medlem ved at henvende dig i museets billetsalg. Der er åbent alle dage kl. 10-16 (kun lukket 24.-25.12, 31.12 og 1.1). Du kan også købe et medlemskab via museets netbutik. Et medlemskab koster 295 kr. og giver gratis adgang til museet i et helt år. Som voksen kortindehaver kan du gratis tage en voksen eller to børn (5-17 år) med på museet. Der er også mange andre fordele. Vil du benytte dig af klubkortet til Thomas Tog, anbefaler vi, at du køber kortet i god tid inden arrangementet. Køber du via netbutikken, skal det gøres senest 14 dage før Thomas Tog-arrangementet, for at du kan være sikker på at modtage klubkortet med posten.

Er der parkering i nærheden?

Museet kan henvise til parkeringspladser flere steder i gåafstand fra museet. Der er gratis parkering fredag, lørdag og søndag. Medio april kommer der et kort over parkeringspladser, ligesom der vil være et printvenligt kort over parkeringspladser i nærheden af museet.

Kan vi tage bus og tog til museet?

Danmarks Jernbanemuseum ligger lige over for Odense Banegårdcenter, så der er ikke langt at gå, hvis I kommer med bus eller tog. Tjek rejseplanen.

Er der plads til barnevogne og klapvogne?

Hvis I har behov for at tage en barnevogn eller klapvogn med, er I velkomne til det. Til Thomas Tog er der mange mennesker på museets område, og selv om det er et stort museum, kan det være en udfordring at komme rundt med en barne- eller klapvogn. Vi har indrettet et særligt område, hvor I kan parkere jeres barnevogne eller klapvogn. Området er overdækket og bemandet. Barne- og klapvogne kan ikke komme med på kørslerne med Thomas Tog og Hansine.

Thomas Manilamærker minibil Thomas Tatovering minibille

Er der tænkt på familier med små børn?

Der er pusleplads på flere af museets toiletter, og til Thomas Tog vil der være ekstra toiletter inkl. pusleplads opstillet på museets område. Ved barnevognsparkeringen er der også en pusleplads, og der er indrettet et område, hvor mor og barn kan sidde i fred, når der skal ammes. Parkering, pusleplads og ammeområde fremgår af den aktivitetsoversigt, alle gæster får udleveret ved ankomsten.

Hvad gør jeg, hvis mit barn bliver væk?

Alle gæster, både børn og voksne, får et armbånd på. Her kan I skrive jeres mobilnummer, så folk kan ringe til jer, hvis jeres barn ikke kan finde jer. I kan også henvende jer i informationen. De kan bringe en efterlysning på museets område.

Hvordan med mad og drikke i løbet af dagen?

I er velkomne til at medbringe jeres egen mad og drikkevarer. Der er opsat borde og bænke, inde som ude, hvor I kan nyde jeres medbragte mad. The Food Stall er også klar med lækre sandwich, pølsehorn, pizza, frugt og snacks i de to caféområder på balkonen, ligesom der er en Snack to go ved Dr. Louises Station. Museet sælger også is og drikkelse inde som ude.

Hvordan finder vi de forskellige aktiviteter?

Vi anbefaler, at I kigger på oversigtskortet, inden I kommer til museet. Det giver jer et overblik over, hvad der sker hvornår og hvor. Alle gæster får udleveret en aktivitetsoversigt inkl. et oversigtskort ved ankomsten, ligesom der vil være skilte til aktiviteterne rundt på museets område. Museets personale vil også være behjælpelig, hvis I har spørgsmål.

Thomas minitog minibillede Thomas Veteranbus minibille

Kan vi få en tur med minitoget?

Alle dage under Thomas Tog kører minitoget på museets udendørs areal, med mindre der er vedvarende regn. Minitoget kan desværre ikke køre, hvis skinnerne bliver meget våde. Det er ikke muligt at køre med minitoget inden døre, da dele af skinnerne er taget væk for at give publikum let adgang til drejeskiven, hvor fortællingerne med Thomas Tog finder sted. Vi opfodrer folk til at vise hensyn ved af- og påstigning og prioritere, at det er børnene, der får plads på minitoget. BEMÆRK: Vi er i fuld gang med at færdiggøre det nye, store udendørs lære- og legeområde På Sporet af Historien, som åbner 18. juni. Dette projekt indebærer også en iscenesættelse af minitogsanlægget med jernbanehistoriske miljøer. Turen med minitoget vil derfor gå gennem et område, der bærer præg af et større anlægsarbejde.

Kører veteranbusserne i forbindelse med Thomas Tog?

Museets to røde veteranbusser er klar til at køre en kort tur rundt i Odense med vores gæster. Bussen kører hver dag kl. 10-15.30. Turen varer ca. 15-20 minutter, og der er plads til ca. 45 gæster pr. tur. Der er afgang fra holdepladsen tæt ved museets store glasfacade. Turen er gratis for museets gæster, når entréen er betalt, og gyldigt armbånd er sat på armen. Sidste tur afgår kl. 15.15.

Har I en Thomas Tog-butik året rundt?

Vi har en butik på museet, hvor vi året rundt forhandler et lille udvalg af Thomas Tog legetøj, bøger og film. Til Thomas Tog arrangementet i St. Bededagsferien har vi en særlig Thomas butik med et stort udvalg af legetøj, bøger og film. Nogle af Thomas-varerne er kun til salg de fire dage, som Thomas-arrangementet varer.

Afholdes Thomas Tog selv om det regner?

Vi håber på dejligt forårsvejr, men arrangementet gennemføres, også selv om det regner. Thomas Tog og Hansine kan køre på skinnerne, når det regner. Minitoget kan desværre ikke køre, hvis der er tale om vedvarende regn, og skinnerne bliver meget våde.  Det er ikke muligt at køre med minitoget inden døre, da dele af skinnerne er taget væk for at give publikum let adgang til drejeskiven, hvor fortællingerne med Thomas Tog finder sted. De fleste aktiviteter, som det store legeområde, oplæsning, biograf, kreativt værksted og tatovering, foregår inden døre.

Handicapforhold

Til hverdag er det let at komme rundt med f.eks. en kørestol på det meste af museets indendørs areal. Det kan dog være svært under Thomas Tog-arrangementet pga. de mange mennesker, der kommer til arrangementet. Nogle af aktiviteterne foregår udendørs, hvor belægningen er ujævn. Kørestole kan ikke tages med på kørsler med Thomas og Hansine. Der findes elevatorer i begge ender af museet, som fører til balkonen med café og udstilling. Der er flere handicaptoiletter på museet. Gæster med ledsagekort kan gratis få en ledsager med på Danmarks Jernbanemuseum.