Indkøbskurv

0 vare(r) - 0,00 DKK
Din indkøbskurv er tom!

På sporet af historien

Nyhed til 2017: Stort udendørs lære- og legeområde åbner på Danmarks Jernbanemuseum med millionstøtte fra Nordea-fonden

”På sporet af historien” er nyskabende formidling, hvor barrieren mellem leg og læring nedbrydes.

I dag står der blot et cykelskur, men om et år - den 17. juni 2017 - er det erstattet af et kæmpe damplokomotiv, hvori børnene kan gå på opdagelse, og et vandtårn, som børnene kan kravle i. Lokomotivet og vandtårnet udgør centrale elementer i det nye, store udendørs lære- og legeområde På sporet af historien, som Danmarks Jernbanemuseum kan realisere med millionstøtte fra Nordea-fonden.

På sporet af historien gør museumsoplevelsen til noget særligt, da området lægger op til, at gæsterne sanser, rører og lærer på en legende måde. Området er især egnet for de mindste museumsgæster, for hvem et besøg på Danmarks Jernbanemuseum ofte er deres første museumsbesøg. Dette besøg må gerne være en god og mindeværdig oplevelse. Børnene kan kravle ind i det 15 meter lange damplokomotiv, der rummer instrumentbræt, fyrrum, ildkammer og askerum. Gennem legen får de en fornemmelse af, hvordan et damplokomotiv er opbygget. Målet er at gøre børnene nysgerrige efter mere viden, mens de leger. Samtidig giver det forældrene et redskab til at tage museet i øjesyn. I udstillingen på Danmarks Jernbanemuseum står det rigtige, store damplokomotiv E 994, ligesom der på museets område er et velfungerende forsyningsanlæg med vandkran.

Damplokomotiv mini web Kbh minitog mini web

Nyt minitogsanlæg

På sporet af historien rummer også et helt nyt minitogsanlæg med jernbaneikoniske miljøer. På minitog modelleret efter rigtige lokomotiver, som det karakteristiske MY-lokomotiv og MA-lyntoget, kører børn og voksne en tur i det danske kulturlandskab og forbi jernbanehistoriske miljøer i børnestørrelse. Rejsen begynder på Københavns Hovedbanegård og går via den gamle Lillebæltsbro forbi Holstebro remise. Via den klassiske Storebæltsfærge Dronning Ingrid fortsætter rejsen forbi en typisk stationsby for igen at slutte på Københavns Hovedbanegård. På sporet af historien bygges i samarbejde med legepladsfirmaet Monstrum, som flere gange er blevet præmieret for deres nyskabende og kreative legepladser.

På Danmarks Jernbanemuseum arbejder vi hele tiden på at udbrede kendskabet til jernbanens betydning for det danske samfund. Det må gerne ske på en underholdende og legende måde, så børnene forstår, hvordan jernbanen har præget vores landskaber og byer og stadig er i stand til at sætte dagsordenen. Projektet er med til at vise, hvorfor Danmark ser ud, som det gør i dag med byer, der vokser og nogle, der forsvinder igen, hvordan vi flytter os mellem bolig og arbejde, infrastruktur og miljø. Med museets spektakulære lokomotiver, vogne og udstillinger skabes en fortælling om Danmark og jernbanens kulturlandskab, siger museumschef Henrik Harnow om baggrunden for etableringen af det nye udendørs lære- og legeområde.

Nordea-fonden støtter projektet med 4,38 mio. kr., fordi det vil inspirere flere til at deltage aktivt i kulturlivet. Koblingen af det jernbanetekniske og den brede fortælling om dansk kultur er en god indgang til at nå børn og voksne, som ellers ikke går på museum. Med den sjove og lærerige tilgang vil et besøg på Danmarks Jernbanemuseum øge kendskabet og interessen for vores fælles historie – og måske endda inspirere til flere museumsbesøg, siger Henrik Lehmann Andersen, direktør i Nordea-fonden, som støtter gode liv.

Historien bringes til live

På sporet af historien sættes i direkte sammenhæng med de virkelige genstande i museets udstilling med en let tilgængelig formidling, både på selve udearealet og i museet. TRAINLAB, museets nyetablerede læringscenter, indarbejder også På sporet af historien i undervisningsforløb til daginstitutioner og grundskolen.

Etablering af På sporet af historien påbegyndes i efteråret 2016 og står klar den 17. juni 2017. Det vil være et blivende tilbud til museets mange gæster de kommende år.

Fakta om På sporet af historien

  • Etablering af et nyt, stort udendørs lære- og legeområde på Danmarks Jernbanemuseum i Odense
  • Målgruppen er børn i alderen 3-7 år
  • Et stort damplokomotiv (15 meter langt) og et 7 meter højt vandtårn er områdets to centrale elementer sammen med et nyt minitogsanlæg med jernbaneikoniske miljøer, der bringer gæsterne ud på en rejse gennem det danske kulturlandskab
  • Det nye lære- og legeområde er designet af legepladsfirmaet Monstrum, som flere gange er blevet præmieret for deres nyskabende og kreative legepladser
  • Monstrum har stået for opbygningen af Børnebanegården på Danmarks Jernbanemuseum. Det er en banegård i børnestørrelse, som blev indviet af H.K.H. Kronprinsen den 30. januar 2015
  • På sporet af historien er støttet af Nordea-fonden med 4,38 mio. kr. og åbner den 17. juni 2017
  • Danmarks Jernbanemuseum ligger i centrum af Odense i en remise fra 1954

Yderligere informationer

Danmarks Jernbanemuseum: Museumschef Henrik Harnow på telefon 2468 9689 eller formidlingschef Anna Back Larsen på telefon 2468 2326.

Nordea-fonden: Kommunikationschef Tine Wickers på telefon 4060 3784.