Indkøbskurv

0 vare(r) - 0,00 DKK
Din indkøbskurv er tom!

Frivillig i formidlingen

På Danmarks Jernbanemuseum vil vi gerne fortælle og give liv til historien om de mange mennesker, der gennem tiden har arbejdet ved banen eller har kørt som passagerer med togene. En af de bedste måder at fortælle historier på er ved at levendegøre den. Museets frivillige indgår i en gruppe af formidlere, der spiller rollerne som datidens togrejsende og personale i dragter og tøj fra gamle dage. Som frivillig i formidlingen kan det blive din rolle at fortælle gæsterne om datidens rejsendes liv og oplevelser med jernbanen sammen med dine andre kolleger blandt de frivillige formidlere.

Hvis du godt kan lide at fortælle historier og synes, at det er sjovt at være i kontakt med mange mennesker, vil du sikkert elske at blive en del af museets nye hold af formidlingsfrivillige. Vi sørger naturligvis for at klæde dig på - både fagligt og i det rette tøj - så vi sammen kan skabe rammerne for en særlig historisk oplevelse for vores gæster. Er du blandt de rejsende bønder, der kommer til storbyen? Eller er du med til at befolke en station under besættelsen med et virvar af passagerer, togpersonale, tyske soldater og nutidige museumsgæster? Vi er solidt forankret i historien, men kun fantasien sætter grænser for, hvordan vi formidler den.

De frivillige i formidlingen hjælper også til, når der er store, krævende arrangementer på museet - for eksempel i sommerferien, eller når Thomas Tog kommer forbi.

Kontakt Anna Back Larsen, som er ansvarlig for museets formidling.

.