Indkøbskurv

0 vare(r) - 0,00 DKK
Din indkøbskurv er tom!

MY 1101 – klargøring til jubilæet i 2014

MY 1101 ankom som det første danske MY-lokomotiv fra Trollhättan i Sverige den 7. februar 1954, da det blev trukket fra færgen i Helsingør. Den 10. februar kørte lokomotivet prøvetur mellem Nyborg og Frederikshavn, og den 8. marts 1954 blev det sat i ordinær drift. 32 år senere, i 1986, blev det udrangeret og overgik til Danmarks Jernbanemuseum. Vores gamle kæmpe fylder 60 år i 2014, men havde dog med et par krankheder og kosmetiske småproblemer op til jubilæumsåret. Vi besluttede, at jubilaren skulle se godt ud, når den fejret ved GM-træffet i Odense den 6.-7. september dette år.

Lokomotivet er 18,9 meter langt, vejer ca. 100 tons og har en tophastighed på 133 km/t. Dieselmotoren på 16 cylindre yder ca. 1500 hk.

MY 1101 er det første og dermed det ældste bevarede af de såkaldte GM (General Motors)-lokomotiver, der fik så stor betydning i Danmark i efterkrigstiden, hvor de for alvor afløste dampen og bragte nyt design og et moderne pust til landets bestand af lokomotiver. Lokomotiverne var baseret på et amerikansk design og bygget på GM-licens i Nohabs store værksteder i Trollhättan i Sverige – værksteder, som stadig er bevaret, men ikke længere fungerer som lokomotivværksteder – i dag bl.a. som science-center.

GM-lokomotiverne blev ikke bygget i Danmark, selv om Frichs kom til at levere dele til nogle af de første MY’ere. Frichs nåede efterfølgende at bygge to ikke særlig vellykkede MY-lokomotiver (1201 i 1957 og 1202 i 1960), i folkemunde kendt som Marilyn Monroe og My Fair Lady. Disse lokomotiver havde motorer fra B&W samt elektrisk udstyr fra Thrige. De blev allerede udrangeret i 1969 og ophugget i 1971.

De øvrige GM-lokomotiver har tjent DSB og de rejsende godt gennem mere end et halvt århundrede – og ud over dem, Danmarks Jernbanemuseum har i sine samlinger, kører de gamle, solide arbejdsheste stadig ude på skinnerne i Danmark og flere steder i Europa. Efter udrangering af DSB i 1990’erne er en række MY’ere og andre varianter som MX og MZ endt som trækkraft hos de kommercielle operatører, hvor de stadig gør tjeneste.

Da MY’erne kom til Danmark, troede mange, at de ville få et meget kortere liv end de solide, gamle damplokomotiver – med der tog de fejl. GM-lokomotiverne er i dag veterantog, men flere har stadig et aktivt, kommercielt liv og kan med rette vedligehold køre længe endnu.

Vores MY 1101 er udstyret med det automatiske sikkerhedssystem ATC og kan derfor køre på de aktive hovedlinjer ved fuld hastighed. MY 1101 er en museumsgenstand, som vi passer på, og der er nu lagt begrænsninger i anvendelsen til kørsler og måden, vi udfører restaureringsarbejder på, men også i fremtiden vil man kunne opleve MY 1101 på det danske skinnenet.