Gå til indhold
Tilbage

Veterantog for fuld damp 18. september fra Odense til Nyborg

Kør med damplokomotiverne K 563 og K 564

KØB BILLET

Sted

Afgang fra Odense Banegård. Spor vil fremgå af skærmene

Periode

18. september

Tidspunkt

16:00 - 18:00

Varighed

to timer.

Det emmer af historie og nostalgi, når I står tæt på de store damplokomotiver, indhyllet i røg, damp og en duft af kul. Kom med på en helt særlig tur fra Odense banegård til Nyborg og retur med hele to damplokomotiver i forspand. Lørdag den 18. september kl. 16.00 inviterer Danmarks Jernbanemuseum på udflugt med damplokomotiverne K 563 fra Danmarks Jernbanemuseum og K 564 fra Vestsjællands Veterantog og museets brune vogne.

Vi kører ’baglæns’ fra Odense, så der kan køres ’forlæns’ op ad Hjulby-bakken - kendt af alle jernbanefotografer. Det bliver et imponerende skue med to markante røgfaner og et fantastisk lydbillede, når de to maskiner lægger kræfterne i for at komme tilbage til Odense.

Det bliver en tur i særklasse for alle os, der elsker gamle tog.

Damplokomotiverne K 563 og K 564 er begge fra 1899 og bygget hos Esslingen i Tyskland, men efter danske specifikationer og tegninger.  K 563 er et mellemstort lokomotiv, der oprindelig blev brugt til landsdelstog til at køre mellem de større byer, men hurtigt blev for lille og derfor overflyttet til sidebanerne.

Tak til Vestsjællands Veterantog for at deltage i turen med K 564.

Billetter

Vi gør opmærksom på, at der udbydes flere billetter, end der er siddepladser, for at kunne give flest mulige en unik oplevelse. Der er ingen børnebilletter, da turen er for voksne og ikke specielt egnet for børn.

Køreplan

Afgang Odense Banegård 16.09

Ankomst Nyborg 16.48

 

Afgang Nyborg 17.28

Ankomst Odense Banegård 18.19

 

Dampdage på Danmarks Jernbanemuseum

Kan du ikke få nok af veterantog og damp? så kom med, når vi den 18. og 19, september, i samarbejde med jernbaneklubber landet over, fyrer op for alle kedler til Dampdage 2021.

Kør med damplokomotiver på museets egne skinner både lørdag og søndag. Kom helt tæt på damplokomotiver og hør om de imponerende jernkæmper, når de på skift præsenteres på museets drejeskive. Dagen byder desuden på ture med vores populære dampminitog, demonstration af dampmaskiner og vores café "The Food Stall" tænder naturligvis op i grillen.

Læs mere om Dampdage her 

 

 

Museet tilbyder

Vores produkter kan også købes på museet.