Indkøbskurv

0 vare(r) - 0,00 DKK
Din indkøbskurv er tom!

Aktiviteter

imgheader

ODIN - Danmarks første lokomotiv

17. september - 30. december 2018

Oplev ODIN – en kopi af Danmarks første lokomotiv 

Siden 2005 har Danmarks Jernbanemuseum arbejdet på en 1:1 køreklar kopi af Danmarks første lokomotiv, ODIN. Det er bygget helt fra bunden og uden det originale lokomotiv fra 1846 som pejling. Det er en fantastisk præstation, da de originale tegninger af ODIN for længst er gået tabt, og de enkelte dele er produceret af special-håndværkere. Lørdag den 15. september blev ODIN præsenteret for offentligheden efter 14 års arbejde. På festdagen var ODIN trækkraft for to vogne, nemlig Grønholtvognen og Skovvognen. Grønholtvognen fra 1862 er Danmarks ældst bevarede personvogn. Den blev færdigrestaureret i 2016 efter mere end 5 års arbejde i museets værksteder. Skovvognen, CC 322, er fra 1880 og landets ældst bevarede skovvogn, bygget til Klampenborgbanen. Den blev restaureret i 2000.

 ODIN førerhus mini web  ODIN og vogne mini web

 

Hvorfor bygge ODIN?

Det oprindelige lokomotiv ODIN kom til Danmark i 1846 og blev ophugget i 1876 – flere år før man begyndte at indsamle jernbanerelaterede genstande i museumssammenhæng. Danmarks Jernbanemuseum har bygget en kopi af ODIN for at kunne vise, hvordan et lokomotiv fra den periode ser ud, og hvordan det fungerer. ODIN – og dets samtidige lokomotiver – adskiller sig nemlig væsentligt fra andre lokomotiver, der er bevaret på Danmarks Jernbanemuseum. Museet udstiller i dag Danmarks ældst bevarede lokomotiv, H40, fra 1868. På de tyve år mellem ODIN og H40 er der sket en væsentlig udvikling. ODIN repræsenterer de første år med jernbane i Danmark og kan folde den historie ud.

ODIN og Nye tider!

ODIN indgår som en central og vigtig genstand i udstillingen Nye tider! Udstillingen tager udgangspunkt i årene før og efter jernbanen, København-Roskilde, åbnede i 1847. I dag er jernbanen en selvfølge, men sådan var det ikke de første år. I udstillingen formidles det, hvordan jernbanen blev modtaget og anvendt de første år. Jernbanen skar sig gennem marker, og regler for færdsel var nødvendige for at undgå ulykker. BEMÆRK: Nye tider! vises på spor 16 i remisen. Danmarks Jernbanemuseum afholder jævnligt forskellige arrangementer i remisen. Det betyder, at der flyttes rundt på nogle af lokomotiverne eller vognene. I perioden den 25. september-9. oktober vil ODIN stå på spor 7 i remisen. I samme periode er udstillingen desværre ikke tilgængelig.

Hvem har bygget ODIN?

ODIN er som nævnt bygget helt fra bunden og uden det originale lokomotiv som pejling. Det har været en omfattende byggeproces. De originale tegninger af ODIN gik tabt, da den engelske fabrik, Sharp Brothers i Manchester, hvor ODIN blev bygget, brændte. Heldigvis havde en tidligere ansat bevaret en ordrebog, hvori der stod, hvilke ønsker den danske stat havde til materialer til de første lokomotiver. Grundtegningsmaterialet er udarbejdet på basis af en lang række lokomotiv- og arkivstudier af de to engelske specialister Michael R. Bailey og John P. Glithero. 

ODIN er bygget i museets fredede remise i Roskilde under ledelse af Jørgen Lindevall og med stor hjælp fra en gruppe af museets frivillige, der i øvrigt vedligeholder og restaurerer museets samling. Jørgen har været frivillig på Danmarks Jernbanemuseum siden 1986 og blev fastansat i 2001. Han er værkstedsansvarlig, uddannet lokomotivfører og har restaureret adskillige lokomotiver. Jørgen har dog aldrig før bygget et lokomotiv fra bunden. Det har været en meget kompliceret opgave - selv for en mand, der har restaureret flere damplokomotiver og haft interessere for mekanik fra barnsben. Jørgen har været nødsaget til at tænke i flere alternative løsninger, fordi de originale tegninger er væk. De enkelte dele kan ikke købes i Silvan, så Jørgen har været i kontakt med adskillige firmaer, som har fremstillet dele specielt til ODIN. Jørgen har sammen med en frivillig udarbejdet alle arbejdstegninger og haft ansvaret for det omfattende byggeprojekt. De frivillige har tildannet og samlet, herunder sammennittet dele, der er udskåret og produceret hos specialhåndværkere i ind- og udland eller på museet. Selve dampkedlen er dog tildannet som en komplet komponent på en godkendt kedelfabrik. Her ses billeder fra byggeprocessen i Roskilde. 

Odin Roskilde mini web Odin detalje mini web

Hvornår kører ODIN?

Danmarks Jernbanemuseum har en lang række frivillige, som er uddannet til at køre med de forskellige veterantog. Jørgen Lindevall er uddannet lokomotivfører og pt. den eneste, som har tilladelse til at køre ODIN. I den kommende tid skal flere oplæres, uddannes og godkendes til at køre med ODIN på museets egen strækning. Det er planen, at museet i 2019 kan tilbyde kørsler med ODIN på udvalgte dage.Kørslerne vil blive annonceret her på hjemmesiden og på museets Facebook-side. 

Fakta

  • ODIN måler 11,65 meter og vejer ca. 18 tons.
  • Det har taget 14 år at bygge ODIN, fra 2005 til 2018.
  • ODIN-projektet er støttet af Knud Højgaards Fond, Thomas B. Thriges Fond og Augustinus Fonden