Indkøbskurv

0 vare(r) - 0,00 DKK
Din indkøbskurv er tom!

Aktiviteter

imgheader

JernbaneKULTUR: Urolige Hjerte

22. november 2018
19.30-21.30

Urolige Hjerte af Kirsten Astrup og Maria Bordorff

Torsdag d. 22. november kl. 20.00 præsenterer Danmarks Jernbanemuseum det første arrangement i vintersæsonens JernbaneKULTUR. Med JernbaneKULTUR bringer vi forskellige kunstarter i spil, som tager afsæt i, relaterer til eller inspireres af jernbaner og rejser. Vi har tidligere haft besøg af kunstnere, der udtrykker sig gennem litteratur, musik og film. Denne gang præsenterer vi en meget anderledes kunstnerisk behandling af museets emne.

Vi er så heldige at kunne byde velkommen til den anerkendte kunstner Kirsten Astrup, som arbejder med videoinstallationer, musik og performancekabareter. Kirsten Astrup og hendes samarbejdspartner, tekstforfatter Maria Bordorff, fremviser deres nye og meget anmelderroste værk "Urolige hjerte". Det er en filmkabaret, der handler om den danske jernbane i et historisk, fremtidigt og fiktivt perspektiv. Filmen er skabt på baggrund af et omfattende researcharbejde i De Danske Statsbaners historie, og kunstnerne har til værket interviewet togpersonale, lånt uniformer af Danmarks Jernbanemuseum og filmet i flere af museets togvogne.

Urolige hjerte still009 mini web Urolige hjerte still010 mini web

Film og fortælling 
Kom og oplev "Urolige Hjerte" i autentiske omgivelser, når vi byder inden for på spor 7 i remisen mellem de gamle lokomotiver. Hør kunstnerne fortælle om filmen, der i Weekend Avisen blev beskrevet som ”et mix af queerkabaret og amatørsyngespil tilsat et stænk Olsen Banden”. Der vil også være mulighed for spørgsmål fra publikum. "Urolige Hjerte" varer 35 minutter.

Der er gratis adgang til arrangementet. Dørene åbner kl. 19.30. Der kan købes varme og kolde drikke i museets jernbanebar. 

Udgangspunktet

Det begyndte med et fotografi fra 1992. Fotografiet viser en gruppe togstewardesser i ankellange røde uniformsfrakker, kasketter og ens viskosehalstørklæder kækt på sned, som strejker ved at stå på sporet på Københavns Hovedbanegård. Under den grundige research fandt Kirsten Astrup ud af, at stewardesserne ifølge deres arbejdsaftale kunne strejke, hvis de følte sig truet på "Liv, ære og velfærd". Det er sidenhen erstattet af "Sikkerhed og sundhed" i arbejdsmiljølovgivningen paragraf 5, stk. 2. Filmen handler om et arbejdsmarked i forandring og er en kritik af nutidens effektiviserede og individualiserede arbejdskultur og en nostalgisk hyldest til sider af velfærdssamfundet, der netop blev grundlagt på værdier som "liv, ære og velfærd" men som i dag har spillet fallit. Kirsten Astrup har selv skrevet de otte sangnumre i forskellige stilarter mens Maria Bordorff står for filmens tekster. 

Urolige Hjerte vises netop nu som udstilling på Museet for Samtidskunst. Udstillingen kan ses til og med 21. december på museet i Roskilde.  

Foto

Øverst på siden: Dragperformer Atlanta Longlegs/Jakob Stefan Jensen som forfatter og jernbanearbejder Johanne Buchholtz. Optaget i Johannes Buchholtz’ hus, der er en del af Struer Museum. Foto: Mads Hoppe 2018

Midt på siden fra venstre: Sangen er skrevet og indsunget af Maria Bordorff og performes i filmen af Marie Hardgrib (til højre). Optaget i en udflugtsvogn fra 1932 på Danmarks Jernbanemuseum i Odense. Foto: Mads Hoppe 2018 / Fra venstre: Tidligere togstewardesse og S.J.A.K. Revy-performer Britta Mogensen, dragperformer Ariel Sharon / Anders Toft Nielsen og James Hanemaai aka. DJ James Lotion. Optaget i en udflugtsvogn fra 1932 på Danmarks Jernbanemuseum i Odense. Foto: Mads Hoppe 2018