Indkøbskurv

0 vare(r) - 0,00 DKK
Din indkøbskurv er tom!

Familieaktiviteter

Danmarks Jernbanemuseum har 19 jernbanespor fyldt med historiske lokomotiver og vogne. Børn elsker at gå på opdagelse mellem de damplokomotiver, der for dem opleves som kæmpestore, og er er begejstrede for skinnebilen, sneploven og den orange rangertraktor, der var med i den danske jernbaneklassiker ”Olsen-banden på sporet”.

Museet rummer en fin mulighed for samspillet mellem børn og voksne og for at kombinere leg og læring. Børnene kan lege lokomotivfører i det kæmpestore E-damplokomotiv eller lade som om, de tager en gammel to-etagers Klampenborgvogn til Dyrehaven.

Vi er ikke et museum, hvor genstandene er gemt væk bag montrer og glas og må-ikke-berøres-skilte. Hos os må børnene selv bevæge sig omkring, bruge fantasien og få en oplevelse, de husker.

Vi ønsker, at du og dine børn får en god og sikker oplevelse på Danmarks Jernbanemuseum. I må røre næsten overalt – men der er trin, hvor man kan falde, og steder, hvor man ikke skal klatre op. Pas på hinanden! Opdager I et sted, hvor vi kan gøre noget mere for sikkerheden, vil vi gerne høre fra jer.

Find information om pusleplads, trækvogne, mad og drikke.

 

DJM.drømmerejser.300x200pxl  Web mini IR kupe

 

NYHED: Drømmerejser frem til 13. maj 

Fra januar 2018 tilbyder vi en ny aktivitet til børn og deres forældre eller bedsteforældre. I inviteres med på fire drømmerejser. Rejserne er baseret på køreplaner, rejsebeskrivelser, fotografier og rejsebrochurer fra 1970’erne. Når I ankommer til museet, får I udleveret et pas. I vælger selv, om I vil til Harzen, Paris, Norge eller Athen. Undervejs løser I en række opgaver, og ved hver rejsestation får I et stempel i passet. Til slut udleveres et rejsebadge som præmie. Drømmerejser er hovedsageligt henvendt til børn i alderen 5-12 år, men alle er velkomne til at prøve aktiviteterne. Drømmerejser er gratis, når først entréen er betalt. Når I er færdige, kan I altid rejse videre i Drømmenes Kupé - museets udstilling om danskernes togrejser til fremmede destinationer, hvor vi har fokus på Interrail og Wagons-Lits. Mød Agnes som er taget til Norge på Drømmerejsen.

Børnebanegården

På balkonen har vi indrettet et lege- og læreland for de mindste gæster. Børnebanegården er en banegården i børnestørrelse, hvor børnene kan lege lokomotivfører, sælge billetter, bemande kontroltårnet og rejse til fjerne steder. Børnebanegården er udviklet specielt til Danmarks Jernbanemuseum af legepladsfirmaet Monstrum.

Web mini legebord Web mini minitog

Legeområde

På balkonen over spor 16-19 finder I et legeområde med Duplo og Lego. Der er togskinner, tog og klodser i lange baner. Det er et sandt eldorado for de mindste børn.

Computere med togspil

For de lidt ældre børn har vi en række computere, hvor der kan prøves forskellige togspil.

Web mini vandtårn Web mini legeplads

Stort udendørs lære- og legeområde

I juni 2017 åbnede vi et stort, udendørs lære- og legeområde. Her er et kæmpe damplokomotiv og et otte meter højt vandtårn. Børnene kan gå på opdagelse i førerhuset og inde i damplokomotivet, hvor de kan udforske, hvordan lokomotivet fungerer med fyrkasse og røgkammer. De kan også kravle op i vandtårnet og få en
rutschetur fra toppen. Lære- og legeområdet er udviklet specielt til Danmarks Jernbanemuseum af legepladsfirmaet Monstrum.

Minitog

Hele året rundt kan I få en tur med vores populære minitog. Når vejret tillader det, kører vi på den udendørs bane, der er godt 500 meter lang og snor sig rundt på museets yderområder. Minitogsbanen er iscenesat med jernbanehistoriske miljøer i børnestørrelse. I kører bl.a. over den gamle lillebæltsbro og gennem en Storebæltsfærge. Når det er koldt eller vådt, kører minitoget inde i vores udstillingshal. I kan prøve lige så mange gange I vil, og turen er inkluderet i entrébilletten. 

Børnefødselsdag

Vi har de perfekte rammer til en sjov og spændende fødselsdag for børn i alderen 5-13 år. Vi sørger for maden og dækker op til fest på balkonen. Se mere her.