Indkøbskurv

0 vare(r) - 0,00 DKK
Din indkøbskurv er tom!

Bestil en omvisning

Museet er et oplagt udflugtsmål for større og mindre grupper. Der er rig mulighed for store oplevelser, og det er let at glemme tiden, når I kommer på besøg. I mærker historiens vingesus, når I kommer ind i de mange tog og vogne. Tag plads på de ubekvemme træsæder i en vogn fra 1868 og kast et blik ind i den særlige damesalon, hvor der var adgang forbudt for de sjofle herrer. Kig ind i de royale vogne eller prøv at være lokomotivfører i førerhuset på de imponerende damplokomotiver eller MY-lokomotivet. Her kan du ”køre” en tur tværs over Fyn, som det så ud i 1960’erne. Gå mellem jernkæmperne og træd ind i postvognen og mærk, hvordan det var at arbejde med postsortering på de lange ture tværs over landet.

Museet har åbent alle dage kl. 10-16, undtagen den 24.-25.12, 31.12 og 1.1.

Omvisninger

Omvisninger i museet med en introduktion til dansk jernbanehistorie og highlights i museets samlinger kan arrangeres. En omvisning varer ca. 1 time, og der kan maks. være 25 personer pr. omvisning. Prisen pr. omvisning er 550 kr. på hverdage og 825 kr. i weekender. Omvisninger skal bookes min. 14 dage før besøget og sker på tlf. 6613 6630 eller mail: info@jernbanemuseet.dk

Entrépriser

Vi giver 25% rabat på entréen ved grupper på min. 15 betalende personer. Betaling skal ske samlet. Se de aktuelle entrépriser.

Mad og drikke

Det er muligt at spise medbragt mad på museets område, både ind og ude. Vand, sodavand, øl og kaffe kan købes i museets butik/billetsalg.