Indkøbskurv

0 vare(r) - 0,00 DKK
Din indkøbskurv er tom!

Dagtilbud

TRAINLAB har i samarbejde med Børnetube udviklet to læringsforløb til dagtilbud rettet mod børn i alderen 4-6 år. Forløbene inddrager læreplanstemaer og er udviklet, så de kan tilpasses en SMTTE-model. Et forløb på Danmarks Jernbanemuseum indeholder dialogisk læsning, hvor børnene møder bamserne Ida og Jeppe, der er på rejse med tog, aktiviteter i museets lokomotiver og vogne, brug af IPads som læringsværktøj, en drømmerejse og et besøg på Børnebanegården.

Ved booking af forløb aftales de endelige rammer for besøget og en SMTTE-model, forskellige sange om togrejsen og et program for dagen sendes via mail til institutionen. Prisen er 550 kr. for et forløb. 

Forløb til læreplanstema Kultur

I dette forløb handler den dialogiske læsning om Ida og Jeppes togrejse. Ida og Jeppe er på en banegård, hvor de skal købe billet og handle i kiosken. De møder en lokomotivfører, en togfører, ham der sidder i kontroltårnet og forskellige passagerer på perronen. Ida og Jeppe taler med dem, de møder og får viden om særlige kulturelle elementer, der knytter sig til det at rejse med tog.

Efterfølgende skal børnene lege på Børnebanegården. Her kan børnene klæde sig ud og udforske de forskellige roller, de har mødt i den dialogiske læsning. Pædagogerne tager billeder af alle børnene i kostumer og gemmer dem i en kanal på Børnetube. Billederne bruges til, at børnene producerer en digital fortælling i et af Børnetubes programmer efter besøget.Forløbet afsluttes med en drømmerejse i et lokale på museet.

Varighed Ca. 1. time. For booking og yderligere informationer kontakt undervisnings- og udviklingsansvarlig for TRAINLAB, Ulrik Vestergaard Jensen. Send en mail til uvj@jernbanemuseet.dk eller kontakt på telefon 3065 4883.

Forløb til læreplanstema Sprog

I dette forløb handler den dialogiske læsning om Ida og Jeppes togrejse. De går rundt på banegården og kigger på de mange skilte. Ida og Jeppe kender nogle af de mange bogstaver, men ikke dem alle. De skal finde skiltet, hvor der står Odense. De køber en billet og skal finde den rigtige vogn og de rigtige pladser. De får hjælp af en togfører undervejs. Ida og Jeppe finder deres pladser, men ikke alt går som det skal. Det hele ender dog godt.

Efterfølgende skal børnene på opdagelse i udstillingen efter tal og bogstaver, de kan genkende. Børnene tager billeder med museets IPads, som de gemmer. Billederne gemmes i en kanal på Børnetube, så børnene kan producere små digitale fortællinger som afslutning på forløbet efter besøget.
Forløbet afsluttes med en drømmerejse i et lokale på museet.

Varighed Ca. 1. time. For booking og yderligere informationer kontakt undervisnings- og udviklingsansvarlig for TRAINLAB, Ulrik Vestergaard Jensen. Send en mail til uvj@jernbanemuseet.dk eller kontakt på telefon 3065 4883.

 

Praktiske informationer

Parkering

Hvis der er ledige pladser foran museets glasfacade, kan I parkere her, hvis I kommer til museet i egen bus. I skal huske at hente en parkeringstilladelse i museets billetsalg.

For daginstitutioner på Fyn

Vær opmærksom på at dagplejere, børnehuse og skoler på Fyn har mulighed for at rejse gratis med FynBus uden for myldretiden. I kan derfor let og hurtigt komme til Danmarks Jernbanemuseum. Se mere om vilkår her.

Åbningstider

Museet har åbent alle dage kl. 10-16 (kun lukket den 24.-25.12, 31.12 og 1.1).

Entrépriser

Kommer I på egen hånd og ikke har booket et forløb:
Børn: Børnehavebørn, som besøger museet sammen med institutionen, har GRATIS entré. Voksne: 80 kr.. Der er forhøjede entrépriser i skoleferier og ved Thomas Tog-arrangement.

Booking af besøg

I er velkomne til at booke et besøg på forhånd på telefon 6613 6630. Vi ser gerne, at besøg er anmeldt på forhånd.

Mad og drikke

I er velkommen til at medbringe mad og drikke. I kan nyde jeres frokost flere steder på museet, både inde og ude. Det er muligt at sidde på balkonen tæt ved både Børnebanegården og legeområdet og spise medbragt mad. Der kan købes is og drikkelse i museets billetsalg. Af hensyn til museets øvrige gæster gør vi opmærksom på, at bordene kun kan optages i det tidsrum, hvor I spiser jeres medbragte mad.

Garderobe

I billetsalget ved museets indgang er der aflåselige garderobeskabe, som kræver 10 kr. i depositum.

Toiletter inkl. pusleplads

Der findes toiletter flere steder på museet, ligesom der er gode puslefaciliteter.

Trækvogne

Vi råder over et vist antal trækvogne, som står ved spor 1. De kan frit benyttes af vores gæster rundt på museet. Hver trækvogn har plads til et par børn og madkurven.