Gå til indhold
Tilbage

JernbaneVIDEN: Foredrag om IC 3 den 3. oktober kl, 19-21

Kategorier

Nyheder, Museumsklubben

Oprettet

20. september 2019

Danmarks Jernbanemuseum inviterer til JernbaneVIDEN torsdag den 3. oktober kl. 19-21 med en af hovedarkitekterne bag IC 3-projektet. Mød og hør Ole Rossel, som spillede en central rolle i udviklingsprojektet, fortælle om projektet. Ole Rossel var med til at følge IC 3-toget helt til dørs med kvalitetssikring af de første mange togsæt på Scandia.

I dag kan man vel ikke forestille sig et DSB uden IC 3. Men det stod ikke skrevet i stjernerne, at det netop var dette tog, der skulle fremstilles. For præcis 30 år siden, i efteråret 1989, begyndte de første tog at rulle ud efter en ikke helt problemløs udviklingsfase. I alt fik DSB 96 togsæt, som nu efter tre årtier kører og kører og skal gøre det længe endnu. Men ligesom med de senere IC 4 tog skete det ikke uden store begyndervanskeligheder.

Ole Rossel havde sammen med to arkitektkolleger ansvaret for udarbejdelse af bud på planløsninger, ideer til indretning – kort sagt alt, der vedrørte togets fysiske fremtræden og muligheder for at opfylde de tanker, som idémanden Niels Tougaard havde udarbejdet sammen med DSB’s chefarkitekt Jens Nielsen. Der blev bygget en mock-up af 1½ togsæt på DSB’s lokomotivværksted, hvor Ole og kollegaerne afprøvede de forskellige løsninger i tre dimensioner - og med passagersimulanter til registrering. Hør om vejen fra de første skitser til det færdige resultat, når Ole Rossel fortæller – først foran museets mock-up af en af forstudierne og derefter i museets foredragslokale.

Fra elektrificering til diesel

Forhistorien til IC 3 var, at der skulle udvikles et lyntog, men uden egen trækkraft. Kontrakten om prototypelyntogene var indgået i 1978, og året efter blev det politisk besluttet, at de fleste danske strækninger øst for Storebælt og hovedstrækningerne vest for, dvs. Nyborg-Esbjerg og Padborg-Frederikshavn skulle elektrificeres over en 15-årig periode. Trækkraften skulle derfor være elektrisk, også til lyntogene, men i overgangsperioden skulle der bruges diesellokomotiver. Derfor blev der samme år indgået aftale om levering af de diesellokomotiver, vi i dag i blå og somme tider rød forklædning kender som litra ME i den sjællandske regionaltrafik. Ideen var, at de skulle konstrueres således, at de kunne ombygges til el-lokomotiver, når elektrificeringen var nået så vidt.

Sådan gik det som bekendt ikke, for allerede i 1980 blev det opgivet at elektrificere i det planlagte tempo. Desuden blev det i 1983 vedtaget at fastholde udsættelsen af Storebæltsbyggeriet. Udsigterne til et miljøvenligt og mere effektivt, elektrisk DSB på tværs af Storebælt begyndte at fortone sig. Atter måtte DSB tænke nyt. Allerede i 1984 kunne planerne om en helt ny og nærmest revolutionerende togtype offentliggøres, og året efter blev der skrevet kontrakt med Scandia og tyske Duewag om levering af 23 togsæt. Det måtte jo så blive dieseltogsæt, og ideen var, at gøre togsættene så lette som muligt bl.a. ved brug af aluminium, og så vidt muligt med anvendelse af en række tekniske standardkomponenter som billige og velafprøvede lastbilmotorer. Som noget nyt udvikledes en ”gumminæse”, der kunne lette sammenkobling. Desuden blev computerteknologien taget i anvendelse dels til togets styring, dels til information af kunderne under rejsen. Der var også radiostik og stikkontakter. Endelig var der pantryer, hvorfra personalet kunne rulle ud med salgsvogne til servicering af de rejsende, der endda i en kort overgang kunne tilbydes egentlige måltider, i hvert fald på 1. klasse. Og så var togene malet hvide. Det gamle ”røde” DSB skulle nu være fortid.

Den 16. september 1989 blev det første IC 3-tog navngivet af H.K.H. Kronprins Frederik på Danmarks Jernbanemuseum.

Billetter

  • Pris for medlemmer af Museumsklubben: 50 kr. inkl. gebyr. Som kortindehaver kan du købe billet med rabat, både til dig selv og en ledsager.
  • Øvrige deltagere: 75 kr. kr. inkl. gebyr
  • Der er tale om unummererede pladser. Billetter købes via Billet.dk

Seneste nyt

Websitet anvender cookies til statistik. Denne information deles med tredjepart. Læs mere her.

Ok