Gå til indhold
Tilbage

Omorganisering af værkstedsarbejdet på Danmarks Jernbanemuseum

Kategorier

Nyheder, Museumsklubben

Oprettet

8. november 2019

Danmarks Jernbanemuseum skruer op for værkstedsaktiviteterne i Odense og ned for aktiviteterne i Roskilde

Det har i nogen tid stået klart, at der vil skulle investeres ganske voldsomt i det remise- og værkstedsanlæg, Danmarks Jernbanemuseum råder over i Roskilde, hvis arbejds- og værkstedsforhold skal bringes på niveau med de krav, alle involverede må stille. For Danmarks Jernbanemuseum er det imidlertid af største betydning, at restaurerings- og vedligeholdelsesarbejdet sammen med de frivillige kan fortsætte, og gerne med endnu større kraft end nu. Kort sagt vil vi gerne styrke vores værkstedsfunktioner, men det skal ske under hensyn til de ressourcer, vi har, og den økonomi, der er vores virkelighed.

Derfor har Danmarks Jernbanemuseum besluttet at skabe rammer om en styrket værkstedsfunktion i Odense og at lukke værkstedet i Roskilde pr. 1. januar 2020. Roskilde vil herefter alene skulle bruges til magasin- og remiseformål. Lejekontrakten kan dermed reduceres til alene at omfatte remisen og indtil videre tømmerværkstedet med dets mandskabsfaciliteter. Bagbygning og vandtårn fraflyttes snarest muligt.

Som mange ved, foregår vores aktiviteter i Roskilde på lånt tid. Ikke bare er bygningsanlæg og spor uden for remisen meget nedslidte. Det tilskud, vi modtager til driften af Roskilde, vil også ophøre i de kommende år som resultat af den aftale, der i sin tid blev indgået om udskillelsen af museet fra DSB og et Marslevprojekt. Også af den grund giver det ikke mening at investere i Roskilde.

Samtidig tror vi, at en samling af aktiviteterne i Odense kan give fordele. Vi får på museet bedre muligheder for at følge og bakke op omkring de igangværende projekter. Det skulle også gerne give flere ressourcer til den nødvendige uddannelse og til rekruttering af nye frivillige.

9. november 2019

Steen Ousager

Seneste nyt

Websitet anvender cookies til statistik. Denne information deles med tredjepart. Læs mere her.

Ok