Gå til indhold
Tilbage

Letbanen for hvem og hvorfor?

Hvad er en letbane egentlig, og hvordan præger den sine omgivelser?

Spor nr.

16

Snart åbner Odense Letbane, og det har givet Danmarks Jernbanemuseum anledning til at kigge nærmere på letbaner både nationalt og internationalt. Det sker med udstillingen ”Letbanen for hvem og hvorfor?” og med et foredrag af Steen Lykke teknisk direktør hos Odense Letbane, den 9. december.

Man kan anskue letbaner fra mange forskellige synsvinkler, og holdningerne til deres nødvendighed varierer meget. Anlæg af letbaner er en stor investering og er i sidste ende en politisk beslutning. Men hvad er begrundelsen: Grøn omstilling eller byudvikling? Eller noget helt tredje?

 

Hvad synes vi egentlig om letbaner?

I udstillingen kan I stille jer selv nogle af de spørgsmål, som Odense Letbane fik analyseinstituttet Megafon til at stille en række tilfældigt udvalgte odenseanere i årene 2014-2020. blandt spørgsmålene var ”Hvad synes du generelt om anlæggelsen af letbaner, og hvilke fordele tror du, letbanen vil bringe?”

 

Rejsen fra de første sporvogne til letbaner

Udstillingen tager jer med på en rejse fra de første sporvogne, der blev trukket af heste i København fra 1863 og i Aarhus fra 1884. Rejsen fortsætter via emnet letbanens teknologi og hvilke tekniske træk, der bedst kendetegner et letbanetog. Den slutter med letbanens rolle for mobiliteten i byrummet, dens betydning for bystrukturen både nationalt og internationalt og bagom motiverne til at anlægge letbaner.

 

Foredrag om letbanespørgsmålet i europæisk sammenhæng

Mød Steen Lykke, teknisk direktør hos Odense Letbane, torsdag den 9. december kl. 19.30, når vi inviterer til foredrag om letbanespørgsmålet i en europæisk sammenhæng.

Steen Lykke har tidligere været knyttet til andre store sporbundne projekter som Marmaray Metroen ved Istanbul, Øresundsforbindelsen og Femern Bælt-projektet. Nu er det letbanernes formål, udfordringer og betydning, det gælder. 

Læs mere om foredraget her