Gå til indhold

Den første graviditetsuniform hos DSB

Nyt uniformsprogram fra 1984 indeholdt særlig uniform til gravide hos DSB.

Kvinderne var i mange år i kraftigt undertal blandt medarbejderne ved DSB. Fordelingen mellem mandlige og kvindelige ansatte bliver særligt tydelig, når man ser på de forskellige uniformssystemer, som DSB har anvendt gennem tiden. På museets magasin opbevarer vi en spencer fra den første graviditetsuniform fra det uniformsprogram, som blev sat i værk i 1984, og som for alvor satte en streg under kvindernes tilstedeværelse på DSB’s lønningslister.

Billede 2(1)

Hele 1984-graviditetsuniformen, som bestod af en spencer, en tunika, en overall, et par slacks, og en frakke med aftageligt for.

Med uniformssystemet i 1973 blev der for første gang fremstillet uniformer med både herre- og damemodeller. Ydermere lavede DSB specifikke uniformsdele, kun til kvinder, som nu fik særlige tørklæder som modstykke til mændenes slips. Det helt store nybrud kom dog med uniformssystemet i 1984, hvor designer Vibeke Lassen Nielsen tegnede en særlig graviditetsuniform til kollektionen. En af graviditetsuniformens dele var denne spencer, som nu er en del af museets samling, hvor den er med til at fortælle historien om kvindernes indtog på arbejdsmarkedet.

Billede 1

Den mørkeblå spencer, som Vibeke Lassen Nielsen designede til 1984-graviditetsuniformen, og som i dag bliver opbevaret på museets magasin.

Graviditetsspenceren var dog ikke en øjeblikkelig succes. Før spenceren sammen med den resterende kollektion blev synlig på stationer landet over fra 1984 og frem, fandt man en testperson til at vurdere designet. Valget faldt på den gravide togfører Kirsten Hors.

I sin vurdering af spenceren skrev hun blandt andet, at den var ”som et storsejl i blæsevejr”, og desuden ”meget farlig, når man stiger ud af togene”, på grund af den store vidde på spenceren, som gjorde det vanskeligt at gå ned af togtrinene uden at falde. På den færdige spencermodel søgte Vibeke Lassen Nielsen at løse blæsevejrsproblemerne ved at tilføje et bindebælte, ligesom vidden formindskedes.

Billede 2(3)

Udover spenceren bestod DSB’s første graviditetsuniform af en kort tunika, et par slacks med elastik, en overall og en frakke med aftageligt for.

For Vibeke Lassen Nielsen blev arbejdet med 1984-uniformen en åbning til en karriere inden for uniformsdesign, og hun var senere ansvarlig for uniformerne til både Post Danmark, Hovedstadens Trafikselskab, Billund Lufthavn, Beredskabsstyrelsen, Skov- og Naturstyrelsen og Shell.