Gå til indhold
Tilbage

Bøger

Danmarks smukkeste jernbane. Bryrup-banen 1899-1968.

298,00 kr

Produktoplysninger

Forfatter Vigand Rasmussen
Forlag Bane Bøger
Udgivelsesår 2010
Indhold 156
ISBN 978-87-91434-24-2

Den 20. maj 1929 kl. 22 stødte en mindre rutebil sammen med et damptog ved Virklund Station syd for Silkeborg. Braget fra ulykken nåede helt til hovedstadspressen, der med afstandens umådelige klarsyn hurtigt konstaterede, at Horsens-Bryrup-Silkeborg Jernbane aldrig burde have været anlagt. Det var landets mest umotiverede jernbane, der kun var blevet bygget, fordi nogle dumstædige jyder ikke havde indset, at lastbiler og rutebiler var vejen frem, ja ved banens åbning i foråret 1929 var disse jyder ligefrem glade over, at de nu havde fået en moderne jernbane i stedet for den gamle smalsporede bane fra 1899.
Ligesom den smalsporede bane havde måttet kæmpe for livet i de sidste år af sin eksistens, skulle dens normalsporede efterfølger ud i en årelang strid om overlevelse, hvor modstanderne var sognerådsmedlemmer i meget små sko, og som mestendels tænkte med en lukket tegnebog. Alligevel lykkedes det banen at klare sig gennem 39 år, før især en enkelt sognerådsformand fik held til at lukke banen.

Dermed forsvandt Danmarks smukkeste jernbane, der siden 1899 havde åbnet naturskønne dele af det indre Jylland for tusinder af lystrejsende, og som havde skabt udvikling i den egn, som banen betjente

Bogen fortæller den dramatiske historie om banens eksistenskamp krydret med mere muntre episoder fra dagliglivet omkring Bryrupbanen. Desuden løses endegyldigt gåden om, hvad der skete med Danmarks svar på Ironbridge i England, nemlig broen over Gudenåen ved Vestbirk.

Læseren tages med på ture med juletræstog, restaurationstog og udflugtstog fremført af damplokomotiver, der eksisterer den dag i dag. Det ene er særdeles aktivt ved Mariager-Handest Veteranbane, mens det andet er stationeret på Vrads Station ved veteranbanen Bryrup-Vrads, der nu i 40 år har kørt på denne del af Bryrupbanen, og hvor man kan få et indtryk af Danmarks smukkeste Jernbane.

Bryrupbanen havde to liv. Først en 30-årig tilværelse som metersporet bane mellem Horsens og Bryrup. Siden blev det til 39 år i normalsporet udgave, inden banen lukkede i 1968.

I smalsporstiden havde banen en del udflugtstrafik, men 1920'erne måtte man kæmpe for at undgå nedlæggelse. Efter ombygningen til normal- spor i 1929 lignede banen andre danske privatbaner – men naturen langs banen var enestående. Efter 2. Verdenskrig moderniseredes, men trods initiativer som juletræstog, restauranttog og utallige udflugts tog var det alligevel slut i 1968. En spændende beretning med masser af stemningsfulde billeder – inkl. luftfotos af stationer og landsbyer – sporplaner, materiel- og bygningstegninger.