Kategorier
Nyheder, Museumsklubben
Oprettet
17. juni 2025
Med bevillinger fra Augustinus Fonden og Novo Nordisk Fonden kan Danmarks Jernbanemuseum gå i gang med en fuldstændig fornyelse af udstillingen i den historiske remise midt i Odense. Nu kan vi fortælle de helt centrale historier om jernbanens betydning for det moderne Danmark og danskerne. Jernbanen bandt land og by sammen. Et net af skinner, færger og broer forbandt øriget Danmark, og S-toget gjorde København til en rigtig storby med forstæder. Togene skabte også mentale og sociale forbindelser som en fælles rejseerfaring før som nu. Mødet og samværet med fremmede mennesker i togkupéen kunne være lige så akavet – eller givende – i 1800-tallet, som det kan i dag.
En øget klimabevidsthed har givet en fornyet interesse for togrejser, og netop historien om omstillingen fra sort til grøn transport er en helt central vinkel. Udstillingen skal øge gæsternes viden om og refleksion over persontransportens omstilling fra fossile brændstoffer til vedvarende energi. Det sker med en kombination af formidling af konkret teknisk-naturvidenskabelig viden om transport og energi med en invitation til debat om de valg af transportformer, vi træffer som samfund og forbrugere. Hvorfor stiger antallet af flypassagerer år for år, når vi ved, toget er det klimavenlige valg?
Historierne er samlet i en række temaer, der veksler mellem den overordnede samfundsmæssige udvikling og den menneskelige og personlige vinkel. Om infrastrukturen, der binder Danmark sammen, om rejseoplevelsen, om godstransporten, om energiforbruget og om jernbanen i dansk kultur.
Mindre genstande, lyd, video og interaktive installationer for børn og voksne kommer til at skabe et rigt lag af fortællinger og interaktioner i samspil med de store ikoniske lokomotiver og vogne. Det historiske togmateriel er national kulturarv, der er bygget til at modstå slid, så mange kupéer og førerrum vil være åbne for gæsterne og skaber sammen med remisen en autentisk jernbanestemning.
Fælles oplevelser hører til Danmarks Jernbanemuseums kerneværdier, for gode oplevelser har man sammen med andre. Interaktive elementer kan man prøve sammen, og udstillingen lægger op til dialog mellem de besøgende – også på tværs af generationer.
Vi glæder os usigeligt meget til at lave en ny udstilling, der rummer alle disse og mange flere historier om danskerne og jernbanen før, nu og i fremtiden. Remisens udstillingsareal er ca. 2.600 m² med 15 spor, så udstillingen kommer til at rumme adskillige hundrede tons udstillingsgenstande i form af historiske lokomotiver og vogne at gå på opdagelse i. Efter sommerferien går vi i gang med at finde den rigtige udstillingsdesigner, og derefter går et flerårigt arbejde i gang.
Augustinus Fonden har givet en generøs bevilling på 10 mio. kr. til den nye udstilling med ønsket om at give publikum et nyt og relevant indblik i Danmarks jernbanehistorie, som har spillet en væsentlig rolle i udviklingen af det danske samfund. Novo Nordisk Fonden har bevilget 6 mio. kr. under tiltaget "Projektstøtte til nytænkende kommunikation og oplysende samtale om naturvidenskab og teknologi". I denne del af projektet bidrager gode kræfter som tidligere udstillingsprojektleder Poul Kattler og lektor ved DTU Steven Harrod sammen med en meget kompetent følgegruppe med Michael Paulsen og Morten Ploug Henriksen fra Elite Centre for Understanding of Human Relationships with the Environment (CUHRE), SDU, Lars Kjerulf Petersen, Institut for Miljøvidenskab, AU, og Heidi Eskelund, leder for HistorieLab, UCL.