Gå til indhold
Tilbage

Stor jubilæumsfejring i påsken – Danmarks Jernbanemuseum fylder 50 år

Kategori

Nyheder

Oprettet

8. april 2025

50 års jubilæum – stor fejring i påsken

I påsken markerer Danmarks Jernbanemuseum sit 50-års jubilæum med en række særlige arrangementer og aktiviteter for både børn og voksne.

Festdag og jubilæumsudstilling – fredag den 11. april kl. 15.00–19.00
Vi skyder jubilæumssæsonen i gang med en festlig eftermiddag, hvor borgmester Peter Rahbæk Juel og bestyrelsesformand Mette Rosholm holder åbningstaler. Journalist Signe Ryge modererer talks med afsæt i museets historie og rolle i dag. Der vil være rundvisninger bag kulissen, fortællinger om museets aktiviteter og stande med indblik i vores arbejde.

Vi åbner samtidig jubilæumsudstillingen Store oplevelser – 50 år med Danmarks Jernbanemuseum, hvor publikum kan opleve udvalgte højdepunkter, genstande og billeder fra de sidste fem årtier. Her er også mulighed for at gense den ikoniske modelbane fra Københavns Hovedbanegård og prøve MY 1112-simulatoren.

Arrangementet er gratis og åbent for alle. Museet byder på en let forplejning, og tilmelding er ikke nødvendig.

En helt særlig dato – torsdag den 17. april
Torsdag den 17. april er det præcis 50 år siden, museet åbnede i Odense. Det markerer vi med entrépriser som i 1975: 5 kr. for voksne og 2 kr. for børn. Dagen byder på fødselsdagskage, buskørsel og aktiviteter for hele familien. Jubilæumsudstillingen er naturligvis åben, og vi glæder os til at fejre dagen sammen med vores gæster.

Seneste nyt