Gå til indhold
Tilbage

Jagten på den sidste damp

En fotokunstudstilling med spektakulære jernbanebilleder

Spor nr.

16

I flere årtier har fotografen René Strandbygaard rejst verden tynd for at finde de sidste damplokomotiver i regulær drift. Det har været en jagt på tidslommer, der var få år, måneder eller blot uger fra at forsvinde.

Rejserne fandt hovedsageligt sted i 1990’erne, i en tid før internet og mobiltelefoner, så han vidste aldrig med sikkerhed, hvad der ventede ham. Når han hørte om en eksisterende bane, pakkede han sit kamera og drog afsted.

Han har været i Indien, Pakistan, Kina, Indonesien, Cuba, Rumænien - ja et utal af steder - ofte med politiet eller militæret i hælene. For hvorfor var det lige, at en vesterlænding skød billeder af kritisk infrastruktur? Med sit kamera indfangede han tiden og ånden og bragte det med hjem. 

Udstillingen er blevet til i et samarbejde mellem René Strandbygaard og Danmarks Jernbanemuseum. For første gang nogensinde vises et lille udpluk af fotografierne for offentligheden. I René Strandbygaards fotoarkiv ligger mange tusinde billeder fortsat gemt. Fotografierne i udstillingen er nogle af de mest spektakulære og stemningsfulde billeder i samlingen. Bag hver eneste billedserie gemmer sig fantastiske fortællinger om lokalsamfund, jernbanemiljøer og styreformer, der i dag er historie.

Jeg syntes igen-igen, at jeg lige skulle bruge alle mine penge og de sidste feriedage på en flybillet halvt rundt om jorden for i en uge eller to at jage fortidens spøgelser. Ikke ferier, men ekspeditioner, togture ud i det ukendte med for lidt nattesøvn og alt for meget primitiv transport på dårlig mave. Med vidt åbne øjne, på jagt efter farver, lyde og stemninger. Langt ud på landet i fjerne afkroge af verden.” René Strandbygaard, 2022