Gå til indhold

Hilsen fra Olsen-banden

Det var nær endt gruelig galt, men heldigvis endte det godt, og en stor hilsen fra Olsen-banden opbevares i dag hos Danmarks Jernbanemuseum.

Til ”Olsen-Banden på sporet”, det syvende kapitel i sagaen om den evigt uheldige forbrydertrio, havde Erik Balling og Henning Bahs vilde ideer, der involverede både københavnske sporanlæg og rullende materiel. Heldigvis for de to manuskriptforfattere, Olsen-Banden og alle os andre, var DSB med på den værste, og derfor indgik både Københavns Godsbanegårds kommandopost, signalanlæg og Amagerbanens spornet i Egon Olsens planer om at stjæle de penge tilbage, som Bøffen havde narret fra ham på Costa del Sol.

FW16390

”Det var et stort strategisk planlægningsarbejde fra DSB’s side, som (…) tog det som en slags national opgave at støtte Olsen-Banden”, skrev Morten Grunwald i sin selvbiografi fra 2013. ”DSB stillede mandskab til rådighed, politiet spurgte: Hvor mange motorcykler har I brug for? Og sådan var det hele vejen.”

Ud over baneanlæg og bygninger havde Nordisk Film også lånt en orange rangertraktor (nr. 57) og en togvogn, som blev ombygget til den grønne Franz Jäger-pengevogn. Det var Grunwald, der skulle styre traktoren under optagelserne, og han havde en fest med at køre ”det lille futtog”, som han kaldte det.

FW65567

Men selvom Balling og Bahs havde planlagt hver enkelt optagelse minutiøst, var én scene med den orange traktor ved at gå gruelig galt. I optagelsen skulle Grunwald komme ud af et sving og standse foran en fotograf, der stod mellem skinnerne. Balling havde bedt ham om at have ”lidt frisk fart på (…) så jeg fløj jo rundt i svinget, trak bremsen… og der skete ikke en skid. Den kurede med stor fart og blokerede hjul hen ad skinnerne lige mod kamera og fotograf”. Grunwald smed sig ud ad vinduet og råbte til fotografen, at han skulle komme væk. Heldigvis nåede han i sikkerhed, inden traktoren buldrede forbi. Instruktøren var meget berørt af episoden: ”I sådanne situationer kom Balling dybt alvorligt hen og sagde: Det må I sgu undskylde”, som Grunwald fortalte.

IMG 0395

Nordisk Films hilsen til DSB som tak for hjælpen til ”Olsen-Banden på sporet” fra 1975. Kortet er tegnet af Finn Karlsson, der var instruktørassistent på filmen.

Da optagelserne til film nr. 7 var kommet – sikkert – i kassen, modtog DSB et ganske særligt takkekort fra Nordisk Film.

Kortet målte ikke mindre end en meter i længden og 80 cm i højden, og det var instruktørassistent Finn Karlsson, der havde foreviget Egon Olsen siddende i den orange traktor, der trækker Franz Jäger-vognen.

I dag opbevares Nordisk Films takke-hilsen i Jernbanemuseets samlinger. Den orange traktor, der næsten løb løbsk under optagelserne i 1975, er ligeledes bevaret og kan ses i museets permanente udstilling, hvor den fortæller sin helt egen jernbanehistorie.