Gå til indhold

Lejrskole

Skal I på lejrskole til Odense eller på Fyn, er I meget velkomne på Danmarks Jernbanemuseum.

Centralt og gratis for eleverne

Museet har en praktisk beliggenhed, hvis I kommer med bus eller tog til Odense - vi er nemlig nabo til Odense banegård. Museet har åbent alle hverdage kl. 10-16, men vi kan åbne fra kl. 8.15, hvis det aftales på forhånd. Børn og unge (0-17 år) har altid gratis adgang.

190916 Jernbanemuseum 0051

MY-minitoget er populært, uanset alder

Populært minitog 

På Danmarks Jernbanemuseum har vi vores eget minitog. Det er populært hos børn, unge og voksne. I sommerhalvåret kører minitoget udendørs. I kører på minitog modelleret efter rigtige lokomotiver som det karakteristiske MY-lokomotiv. Turen går gennem det danske kulturlandskab og forbi jernbanehistoriske miljøer i børnestørrelse.

På egen hånd eller book et læringsforløb

I den autentiske remise fra 1954 viser vi en række ikoniske lokomotiver og vogne. I er velkommen til at gå rundt på egen hånd.

De store tog fascinerer både børn og voksne, og I må gerne røre, lege og gå på opdagelse i vogne og lokomotiver. I kan f.eks. stå i førerhuset på den store E-maskine fra 1950 eller sidde på træsæderne i den to-etagers Klampenborgvogn, som i begyndelsen af 1900-tallet kørte københavnere til Dyrehaven. Kig også ind i de royale vogne og oplev sneploven, 70’er-kupéen og den orange traktor fra ”Olsen-banden på sporet”.

I kan også booke et af vores mange læringsforløb, som er rettet mod fagene dansk, historie og samfundsfag. Der er forløb til 3.-9. klasse. Et forløb koster 600 kr. og inkluderer entré for lærere og elever. 

 

Overnatning i Odense

I Odense kan I bo på Danhostel Odense Kragsbjerggaard.

Vandrerhjemmet har 6-8 sengs værelser og en spisesal med plads til ca. 80 personer. Der går bybus fra Odense Banegård til vandrerhjemmet. De tilbyder at hente jeres bagage ved ankomsten.

På vandrerhjemmet er der både store og små lokaler til indendørsaktiviteter og en stor lukket gårdsplads med park og en lille skov, hvor eleverne kan lege, spille og lave andre fællesaktiviteter.